Hvis dit barn nærmer sig de to år, er en løbecykel simpelthen sagen. Den styrker nemlig både motorik, koordination og selvtillid. Vi guider dig gennem valg af løbecykel og giver dig de absolut bedste råd, tips og tricks, så du og dit barn bliver klar til de første cykelture i det fri.
Nye udfordringer og lærerig leg
Løbecykler til børn har i stigende grad vundet indpas hos de danske børnefamilier, og det er ikke uden grund. Der er enormt mange lærerige og gode egenskaber forbundet med at investere i en løbecykel til dit barn.
Først og fremmest styrker en tohjulet løbecykel din lille guldklumps motoriske evner, balance og koordination betydeligt. På en løbecykel skal dit barn nemlig selv koordinere arme og ben, bedømme afstand, holde sig oprejst og desuden være opmærksom på at styre udenom diverse forhindringer.
Dernæst vil en løbecykel ikke kun gavne den lille – men tværtimod hele familien. Den giver jer mulighed for at tage barnet med på længere gåture både derhjemme, men også på ferien. Løbecyklen kan let og enkelt pakkes ned og transporteres rundt efter behov. Med en løbecykel bliver selv de længste gåture altså fyldt med sjov og læring.
Selvtillid og selvstændighed
Med en løbecykel får din lille trold trænet sin motorik fra en meget tidlig alder, og samtidig lægger løbecyklen kimen til en grundlæggende glæde ved at cykle og bevæge sig.
I toårsalderen begynder dit barn at udvikle en stor nysgerrighed, og lysten til at udforske verden melder sig. Følelsen af at kunne transportere sig selv ved egen kraft fremmer dit barns naturlige udvikling og giver desuden barnet en vigtig følelse af frihed og selvtillid, som i den grad tilfredsstiller din lille verdensborgers trang til selvstændighed.
En sidste sidegevinst ved løbecyklen er, at den i reglen tillader dit barn at springe støttehjulene over, når det er tid til dit barns første rigtige cykel. Med andre ord kan den funktionelle løbecykel ofte spare hele familien for meget tid og bøvl, når den lille skal lære at cykle senere i livet.
Det store spørgsmål falder dog på, hvornår barnet er klar til en løbecykel. Svaret ligger nemlig ikke helt til højrebenet. Det kommer i sidste ende helt an på dit barns motoriske udvikling, balanceevne og størrelse. De fleste børn er dog klar til at bruge en løbecykel, fra de er to år gamle.
Vælg den helt rigtige løbecykel
En løbecykel sørger for fart over feltet, alt imens den styrker koordinationen, motorikken og giver et væld af nye indtryk og oplevelser. Men når du skal ud og investere i dit barns første løbecykel, er der en række ting, som du skal være særligt opmærksom på.
Først og fremmest er løbecyklens vægt er ikke uden betydning. Det er vigtigt, at dit barn helt uhindret kan rejse cyklen op ved hjælp af egen kraft. Vælg derfor gerne en løbecykel med et letvægtsstel og uden alt for bredt styr, og overvej derudover, om du skal investere i en løbecykel med to eller fire hjul alt afhængig af dit barns balanceevne.
Hjulene på den nye løbecykel kræver ligeledes lidt af din opmærksomhed. Her skal du vælge en løbecykel med brede, bløde hjul, der sørger for, at den lille jernhest ligger stabilt på vejen, da dette er et af de afgørende aspekter for, at dit barn kan bevæge sig sikkert i trafikken.
Tjek cykelsadlen: Skal dit barn have sin løbecykel med på længere ture, kan det være en fordel at vælge en polstret og anatomisk sadel, der afbløder eventuelle bump, som ellers kan belaste ryggen. Når vi nu snakker om sadlen, bør du også vælge en justerbar af slagsen, så cyklen kan bruges igen og igen, selvom din lille spirrevip vokser på livet løs.
Sidst men ikke mindst skal højden og størrelsen på cyklen passe til det individuelle barn. Derfor afhænger valget af løbecykel i stor grad af barnets højde. Netop af denne grund er alder heller ikke afgørende for, hvornår dit barn er klar til en løbecykel. Du skal altså ikke udelukkende kigge på den specifikke alder, som er anført af producenten, men også kigge på dit barns benlængde. Det er nemlig denne længde, der i sidste ende er altafgørende.
Mål den indvendige benlængde og tjek løbecyklens minimumshøjde for at finde det bedst mulige match. Dit barn skal kunne stå på flad fod, mens det sidder på sadlen og selvstændigt kunne stige af og på cyklen.
De bedste løbecykler til dit barn
Der findes hundredvis af forskellige løbecykler på markedet fra et væld af mærker, så det kan være lidt af en jungle for selv den mest erfarne forælder. Derfor har vi gjort det lidt mere overskueligt ved at give dig et overblik over de mest populære og bedste løbecykler på markedet lige nu.
Puky løbecykler har i mange år haft en fast plads hos mange forældre som det foretrukne mærke inden for kategorien. Særligt mærkets ’LR1L BR’ løbecykel er værd at tage et ekstra kig på. Denne model er både uhyre populær og robust og sjældent en investering, som du går helt galt i byen med.
Det er dog ikke kun Puky løbecykler, som er værd at holde øje med. Mærker som Boppi, Y-Bike samt Kokua løbecykler gør det ligeledes rigtig godt og byder på et væld af forskellige designs og funktioner i alle prisklasser.
Boppi laver eksempelvis en enormt smart 2i1 TRIKE løbecykel, der både kan bruges som trehjulet cykel, og når den lille mus er klar til det, kan den laves om til en tohjulet løbecykel. Y-Bike fremstiller robuste og grove løbecykler med store gummihjul, der simpelthen ikke er til at slide op, og som henvender sig til de lidt ældre børn fra treårsalderen og opefter. Cyklen tilter en lille smule, og det fremmer på innovativ vis barnets udvikling af koordination og balance.
Endelig har mange forældre en forkærlighed for løbecykler i træ, og vi forstår dem sagtens. Træløbecyklerne fra Hudora og Early Rider emmer af godt håndværk, økologi og bæredygtighed, mens de rent æstetisk også er flotte. Sidst men ikke mindst kan en løbecykel i træ bruges indendørs, og det er klart en fordel, som er værd at tage med i overvejelserne, når du leder efter en ny løbecykel til familiens mindste.
Det helt rigtige tidspunkt
Trods løbecyklens udbredte popularitet og uendelige fordele er det dog stadig vigtigt at være opmærksom på, at mødet med barndommens allerførste cykel ikke altid er kærlighed ved første blik for alle børn. Alene af den grund vil der også være nogle, for hvem lysten til at cykle aldrig rigtig indfælder sig. I stedet for at blive frustreret eller presse barnet op på løbecyklen, bør du i stedet stille den kædeløse cykel tilbage og vente og se, om den lille spirrevip af sig selv viser interesse på et senere tidspunkt.
I den forbindelse er det også vigtigt, at du sikrer dig, at dit barn kan holde balancen og koordinere sine bevægelser før du introducere løbecyklen. Kort sagt skal der være et sikkert motorisk fundament, før dit barn vil kunne opleve glæde og udvikling ved den lille løbecykel. Hold øje med dit barns udvikling samt humør, og brems op, hvis han eller hun endnu ikke har forudsætningerne, selvom alderen måske virker som den rette.
En løbecykel skal primært være en kilde til glæde. Det er nemlig gennem leg og bevægelse, at børn bliver fortrolige med både sig selv og verden omkring. Netop derfor skal du give din guldklump lov til at bøvle og lære i sit eget tempo – for det er i denne selvstændige proces, at barnet lærer og udvikler sig.
Ændr nogle af hverdagens indgroede vaner og lad løbecyklen blive en naturlig del af hverdagen og de daglige gøremål. På den måde er der stor sandsynlighed for, at du hurtigt vil se mini kaste sin kærlighed på den tohjulede og få en grundlæggende glæde ved motion, som forhåbentlig kommer til at vare ved hele livet.